mandag den 26. november 2012

Jeg er begyndt at strikke strømper på rundpind - 2 af gangen. Det er sjovt og så er det nemt - nemmere end at strikke på strømpepinde.


Jeg fandt videoer på Youtube og gik igang.

Den her video viser begyndelsen rigtig godt - der er 4 andre afsnit, der viser det videre forløb efter tå-delen er strikket. Hun forklarer langsomt og meget pædagogisk - det bliver ikke bedre (-:

Strømperne kom med med til håndboldkamp i går. Ida spillede og jeg strikkede. Det var en god kombination. Vi var begge tilfredse (-:


søndag den 18. november 2012

Jeg har købt et karlekammerskab. Et hyggeligt et med ormehuller - de giver skabet gode vibrationer synes jeg.
Købet af skabet medførte en dominoeffekt af ommøblering i hele huset. Nu har jeg fået skabet og min farfars gamle stol ind i stuen - her er blevet hyggeligt og farfars stol er på 2 sekunder blevet min nye strikkestol. 
Jeg nyder søndagen. Jeg er lige kommet hjem fra håndbold med Ida - sportspigen her i huset.  Niels er på arbejde og huset er stille. Teenagerne nyder livet i deres senge og pigerne nulrer rundt i deres eget tempo. En søndag formiddag efter mit hoved. Jeg vil til at lave en caffe latte til mig selv om lidt, og så vil jeg sidde i min stol med mit strik. God søndag også til dig (-:

lørdag den 17. november 2012

Strikkefeen har forladt mig ... jeg begynder på det ene nye stykke strik efter det andet og kan så ikke lide det efter et stykke tid. Jeg bruger uanede mængder af tid på Ravelry.com for at finde OPSKRIFTEN, der vil gøre mig lykkelig - der bliver downloadet opskrifter i den uendelige - påbegyndt nyt strik - og optrevlet nyt strik. Nu - NU - mener jeg at have fundet OPSKRIFTEN ...

...er den ikke pæn? Og så er den gratis - hvis og i fald det nu skulle ske, at den skulle lide samme skæbne som det andet strikketøj, der har måttet lade livet her på det sidste.

torsdag den 8. november 2012

Nogle mennesker kan ikke lide, at butikkerne starter juleriet i november - jeg elsker det :-D
Jeg smutter over i julehumøret så let som ingenting og hygger mig med decemberplanlægningen.

Det er skønnest, når blomsterbutikkerne starter med dekorationer - altid masser af inspiration, som kan bruges, når Bilka og Netto bugner af bånd, kviste og kugler.

Lige nu leger jeg idéer til adventskransen - farverig med glimmer og kugler eller helt enkel og naturlig. De sidste år har jeg lavet en naturlig og rustik adventskrans - det bliver den nok også i år. Jeg kan rigtig godt lide den, der bliver vist i den her video - jeg vil prøve at finde ud af at lave noget, der ligner.

Materialerne har jeg - vi har fældet birketræer i år, så jeg må igang (-:
Forresten, så hedder blomsterbinderen Elisabeth Bønløkke - hun har mange gode videoer på Youtube med idéer til juleting.

mandag den 5. november 2012

Stille og roligt - meget roligt - går det fremad med mit nye projekt.


Jeg har skullet trevle op et par gange for at få masker og mønster til at passe sammen på Sprout cardiganen


fra Veera Välimäki og jeg kender mig selv godt nok til at vide, at der nok skal komme flere optrevlinger. Men det kører og garnet fra Garnudsalg.dk er skønt at strikke med. Jeg overvejer dog lidt, om jeg skal have gang i noget TV-strik - jeg skal hele tiden tælle, når jeg strikker heeringbone-mønstret ... tænke, tænke .......


søndag den 4. november 2012

At sådan nogle grimme lapper kan blive søde efter en gang filtning er jo helt fantastisk.


Før filtning


Efter filtning med lille blomsterknap


De skal holde et par små babyfødder på en lille nyfødt pige varme her til vinter.

Jeg købte garn og opskrift hos Perlestrik i Hjørring. Lea og Ida er vilde efter at få nogle futter magen til - og da opskriften går fra str. 1/2 år til voksen skulle det ikke være et problem.